Forside
Kunderne siger | Stor ble-guide | Blog | Hvorfor økologisk | Artikler og presse | Om os | Vilkår | Forhandlere
 

Se vores tilbud!
Tilmeld dig nyhedsbrevet og få gode tilbud
Kontakt os her
Dette website udleder ingen CO2

Vi kører på grøn strøm!

kontrolrapport"

Ble-guide

Filmguide

Hvordan fungerer det?

De enkelte dele

Hvor meget skal jeg bruge?

Hvordan bruger jeg det?

Hvad med vask?

 


All-in-One guide til download og print

Print ud og sæt op ved puslebordet!

Hvordan fungerer det?

Der er tre essentielle dele, som udgør stofbleen: stofbleen, blebuksen og engangsindlægget.

Stofbleen ligger inderst mod barnets hud og er den del, som skal suge.

Inde i bleen ligger engangsindlægget og fanger al afføringen, som dermed kan smides direkte i toilettet. Du får altså ikke afføring direkte i bleen, tilbage er kun en tisseble.

Udenpå bleen bruges en blebuks, som sørger for, at når den sugende ble bliver våd, holdes det inde i bleen og tøjet forbliver tørt.

Er der perioder, barnet tisser mere, fx om natten eller til middagsluren, kan der kommes et ekstra absorberende indlæg af stof i bleen.

Undtagelsen: All-in-One indeholder ble og blebuks i ét, dvs. du skal kun bruge engangsindlæg sammen med en All-in-One.


De enkelte dele

Bleen, den der suger.

Der er to forskellige slags bleer: flonel og frotté.

Flonelbleen er den mest brugte og den, du skal have flest af. Den bruges det meste af dagen og skal normalt skiftes hver 2-3. time.

Til de mindste passer newborn størrelsen babyer fra ca. 2-6 kg. One-size størrelsen passer til hele bleperioden, men kan dog føles lidt stor i starten. Se i filmguiden hvordan du bedst får one-size til at passe en nyfødt.

Frottébleen er ekstra sugende og bruges specielt, når der er længere imellem bleskiftende, fx. om natten, til middagsluren eller ved en længere køretur.

Frottébleen kommer i to størrelser, Newborn og One-size. Til de mindste passer newborn størrelsen babyer fra 2-6 kg. One-size størrelsen passer til hele bleperioden, men kan dog føles lidt stor i starten. Se i filmguiden hvordan du bedst får one-size til at passe en nyfødt.

Du skal bruge ca. 24 stofbleer. Hvis du vælger at bruge stofbleer fra din baby er nyfødt, kan du starte med newborn størrelse og købe nye stofbleer efter ca. 3-4 mnd/7 kg. Herefter er stofbleen one-size og du skal ikke købe flere stofbleer resten af barnets ble-periode. Du kan også købe one-size fra starten. Det er billigere, dog kan stofbleen virke lidt stor på en nyfødt. Se i filmguiden hvordan du bedst får one-size til at passe en nyfødt.

Blebuksen

Blebuksen bruges udenpå bleen og sørger for, at når den sugende ble bliver våd, holdes det inde i bleen og tøjet forbliver tørt. Blebuksen skiftes ikke ved hvert bleskift. Ved et normalt bleskift, skiftes kun den inderste sugende ble og engangsindlægget. Er der kommet noget på ble-buksen, skiftes denne selvfølgelig, men ellers kan blebuksen som regel bruges hele dagen.

Blebukserne kommer i tre varianter: Den almindelige øko-blebuks, Fox Fiber® blebuksen og uld-blebuksen.

De er alle ens i pasform og model, materialet varierer dog. Øko-blebuksen har bomulds-jersey på ydersiden, hvor Fox Fibre®-blebuksen har det specielle og ekstra bløde velourbomuld. Det er den eneste forskel på disse to blebukser. Uld-blebuksen skiller sig ud. Pga. uldens specielle kvalitet er denne blebuks særligt velegnet til babyer med udslæt, rød numse eller eksem. Skulle dit barn tisse udover det sædvanlige, er denne ble også løsningen. Bleen bliver ikke varm og er yderst åndbar.

Alle blebukserne kommer i forskellige størrelser og som barnet vokser, skal der købes nye. Du skal bruge 3-5 blebukser og bruger du stofbleer fra din baby er nyfødt, skal du købe blebukser ialt 3 gange.

Engangsindlæg

Rispapiret/engangsindlægget bruges til at opsamle evt afføring og du bliver derfor fri for, at skulle vaske det af bleen. Du kan smide det direkte i toilettet, da det er 100% nedbrydeligt og derefter har du kun en tisseble tilbage at vaske.

All-in-One

Luksusbleen. Ny og moderne alt-i-en stofble. Ingen ekstra bleer eller blebukser. Dette er bleen, som minder mest om engangsbleen ved brug. Det er bleen til dig, som ønsker den nemme løsning uden at gå på kompromis med kvaliteten. All-in-One indeholder ble og blebuks i ét, dvs. du skal kun bruge engangsindlæg sammen med en All-in-One. Du kan vælge at supplere med ekstra firkantet frottéindlæg, hvis dit barn tisser meget. Dette indlæg passer også til de almindelige bleer og kan med fordel bruges her også.

Du kan vælge kun at bruge denne ble hele bleperioden. Her vil du behøve ca 20 stk.. Af økonomiske hensyn anbefaler vi at fordele de 20 stofbleer over to størrelser eks 10 newborn og 10 small. Den mindste størrelse ville være i brug i de mest aktive perioder på dagen, mens de største bleer fortrinsvis skulle bruges om natten og på øvrige sovetidspunkter. På denne måde vil der kun skulle købes 10 bleer i hver størrelse til hele bleperioden (10 nb, 10 small, 10 medium, 10 large, 10 xlarge samt 10 slarge). Da alle børn er forskellige i højde og drøjde, kan der være behov for at supplere med flere i den aktuelle størrelse og færre i den store størrelse. Vi kan altid kontaktes for personlig vejledning.

Det mest almindelig er, at supplere din samling af stofbleer med All-in-One. Den er perfekt at bruge hvis du fx skal ud, andre skal passe dit barn eller du er et sted, hvor et bleskift bare er mere besværligt end normalt, da den også passer nemt i pusletasken. Her kan selv de mest fumlefingrede fædre, bedsteforældre og veninder være med. Den er også ideel til vuggestuen, hvor den vil gøre bleskiftet nemmere for pædagogerne.

Denne ble er også specielt god til natten eller de lange lure, da den er ekstra sugende i sig selv. Microfleecen kan lægges øverst i bleen og på den måde får barnet en tørrere følelse mod huden og kan nemmere sove igennem, hvis dette har været et problem. Den er derfor specielt velegnet til børn, som tisser ekstra meget.

All-in-One kommer i forskellige størrelser og som barnet vokser, skal der købes nye.

Se her et billedet af All-in-One med beskrivelse af de forskellige dele.

Hvor meget skal jeg bruge

Du skal bruge ca. 24 stofbleer og 3-5 blebukser. Du kan supplere med ekstra sugende indlæg. Hvis du vælger at købe nogen All-in-One, skal du bruge tilsvarende færre stofbleer, da All-in-One gør det ud for en normal stofble.

Vi har lavet flere startpakker med alt, hvad du behøver for at bruge stofbleer. Se pakkerne her.

De store pakker vil uden problemer få dig igennem en normal hverdag, hvor der er god tid imellem vaskene. Du kan nøjes med at vaske hver 3. dag, eller simpelthen tage bleer, blebukser og evt indlæg med hver gang du vasker en 60° eller 90° vask.

Starter du med at bruge stofbleer fra din baby er nyfødt, kan du starte med newborn størrelse og købe nye bleer efter ca. 3-4 mnd/7 kg. Herefter er stofbleen one-size og du skal ikke købe flere bleer resten af barnets ble-periode. Du kan også købe one-size fra starten. Det er billigere, dog kan stofbleen virke lidt stor på en nyfødt. Se i filmguiden hvordan du bedst får one-size til at passe en nyfødt.

Alle blebukserne og All-in-One kommer i forskellige størrelser og som barnet vokser, skal der købes nye. Du skal bruge 3-5 blebukser og bruger du stofbleer fra din baby er nyfødt, skal du købe blebukser ialt 3 gange.

Eksempler:

(husk at en ble kan erstattes med en All-in-One)

Nyfødt

Du starter med at bruge stofbleer helt fra din baby er nyfødt. Du skal herefter bruge:

24 bleer i newborn størrelse eller one-size
3-5 blebukser i newborn (3-6 kg).

Når barnet bliver 6-7 kg:

24 bleer i one-size (hvis du startede med newborn størrelsen)
3-5 blebukser i medium (7-10 kg).

Når barnet bliver 10-11 kg:
3-5 blebukser i Xlarge (11-14 kg).

Herefter vil barnet sandsynligvis være renlig.

2 mnd

Du starter med at bruge bleer når barnet er 2 mnd/ca. 5-6 kg. Du skal herefter bruge:

24 bleer i one-size.
3-5 blebukser i small (5-8 kg).

Når barnet bliver 9 kg:
3-5 blebukser i large (9-12 kg).

Når barnet bliver 13 kg:
3-5 blebukser i Slarge (13 kg-)

Herefter vil barnet sandsynligvis være renlig.

6 mnd

Du starter med at bruge bleer når barnet er 6 mnd/ ca. 9 kg. Du skal herefter bruge:

24 bleer i one-size
3-5 blebukser i large (9-12 kg).

Når barnet bliver 13 kg:
3-5 blebukser i Slarge (13 kg-)

Herefter vil barnet sandsynligvis være renlig.

12 mnd

Du starter med at bruge bleer når barnet er 12 mnd/ ca. 11 kg. Du skal herefter bruge:

24 bleer i one-size
3-5 blebukser i Xlarge (11-14 kg).

Herefter vil barnet sandsynligvis være renlig.


Hvordan bruger jeg det

Klik her for at komme til filmguiden.

Først lægges en blebuks udfoldet.

Inden i blebuksen lægges en ble.

Til sidst lægges et engangsindlæg i.

Herefter foldes bleen (med engangsindlæg) omkring barnet og til sidst spændes den fast af blebuksen, som lukkes nemt med velcro-lukninger.

Hvis næste bleskift er helt normalt, skiftes kun den inderste sugende ble og engangsindlægget. Er der kommet noget på blebuksen, skiftes denne selvfølgelig, men ellers kan blebuksen som regel bruges hele dagen.

 

ble

 

Hvad med vask

Bemærk: Vi fraråder brug af Neutral vaskemiddel, da vi har erfaring med, at det ødelægger velcroen på All-in-One og blebukserne. Brug i stedet fx Tusindfryd fra Irma eller et andet Svanemærket vaskemiddel. Hvis bleerne er vasket med Neutral, kan vi ikke længere garantere for velcroen.

De fleste med små børn vasker gerne mindst 1 vask om dagen. Hvis du vasker de brugte bleer sammen med din øvrige vask, vil du næsten ikke mærke det ekstra vasketøj og du sparer strøm og vaskemiddel ved at samle det hele. Hvis du vasker 1 gang om dagen, vil du typisk have 8 bleer, 1 par blebukser og et par indlæg med i vasken. Du kan også vælge at vaske alle bleerne alene hver 2.-3. dag.

1. Efter bleskiftet ligger du bleen i vaskekurven/spanden. Her kan den ligge i op til 3 dage. Du behøver ikke at skylle bleen, dog anbefaler vi en skylning i koldt vand, hvis der har været afføring.

2. Normalt vaskes bleer og blebukser på 40° eller 60°. Bleerne kan dog også vaskes på 90°.

3. Det anbefales at hænge bleerne til tørre. Hermed sparer du både strøm (og miljø) og bleerne bliver ikke så hurtigt slidt, som i en tørretumbler. Alle bleerne tåler dog tumbler, så skal det gå stærkt, kan det sagtens bruges. På tørresnoren tørrer flonelbleerne på ca. 8 timer og All-in-One bleen på ca 18-24 timer.

Inden du tager bleerne i brug, skal du huske at vaske alt, der skal suge. Du behøver altså ikke at vaske fx blebukserne, men bleer, indlæg, håndklæder, training pants, osv suger bedst efter en, gerne to vaske.

Husk at lukke velcrolukningen på blebukserne og All-in-One inden du vasker.

Brug ikke skyllemiddel, da dette mindsker sugeevnen i bleerne, ligesom i fx håndklæder. Du kan altid bruge en lille smule eddike i stedet, for at tage kalken, og dermed stivheden, ud af tøjet. Det er billigere, bedre for miljøet og lugter ikke, som mange ellers tror.

Hvis du synes, dine bleer bliver misfarvede, er der flere ting at prøve. Vi anbefaler generelt ikke skrappe blegeprodukter, da disse er fulde af kemi. Du kan vaske bleerne og lade være at tørre dem. Læg dem herefter ud i solen og de ultra-violette stråler vil blege bleen for dig. Hvis det skal være endnu mere effektivt, så gnid Stain soap på bleen, inden du lægger den i solen. De naturlige citrusblegere i sæben gør processen endnu hurtigere og mere effektiv. Husk, at en misfarvet ble ikke betyder, at bleen ikke er ren. Er bleen vasket på 60°, er bleen altid ren for bakterier.

Uld blebukser skal have en anden behandling. For bedste resultat skal uldbukserne håndvaskes med en uldshampoo. De kan selvfølgelig også vaskes ved 30° uldprogram i vaskemaskinen. Det er normalt ikke nødvendigt at vaske uldbukserne hver gang, de har været brugt. Da lanolinen i ulden har en selvrensende effekt, kan du ofte bare hænge dem til tørre, hvorefter de er klar til brug igen.

Ca. 1-2 gange om måneden bør ulden have en lanolinkur.

1. Dette gøres ved at vaske ulden normalt først. Ryst flasken med kuren og opløs 2-3 spsk i 2 liter varmt vand. Når vandet er kølet ned til ca 30° putter du ulden i. Vrid ulden en gang imellem og lad dem ligge i vandet natten over.
2. Skyl dem i koldt vand og tilsæt evt et par dråber eddike i skyllevandet og lad dem ligge i 10 minutter. Hæng dem herefter til tørre og de vil være klar til brug igen.


I vores stofble filmguide kan du se, hvordan du skal lægge en stofble på din baby.
Her kan du se vores stofble startpakker.
Hvor meget vil du spare ved at bruge stofbleer?
Myter, spørgsmål og fakta om stofbleer.

trustbox
Alle priser er i DKK • Naturebaby • Skovparken 8 • 3200 Helsinge • Telefon: 2992 9355 • Email: mail@naturebaby.dk